Solceller skal ud af skyggen
Det er dybt utilfredsstillende, at engagerede mennesker på grund af den gældende lovgivning er tvunget til at sidde på hænderne og passivt se til, mens klimaudviklingen fører landets indbyggere mod en mere og mere kaotisk situation.
Udbygning med solcelleteknologi i Danmark er på det nærmeste gået i stå. Det gælder både for private og for kommunale anlæg. Det er en mildest talt uheldig udvikling set i lyset af de kommende klimaforandringer. Frustrationerne forstærkes yderligere af politisk passivitet overfor Paris-aftalen fra 2015, hvor verdens ledere enedes om konkrete og bindende aftaler. Solcelleteknologien kan blive en hjørnesten i en omstilling frem mod bæredygtighed. Det vil være oplagt at følge princippet om ”mange bække små …”.
Elselskaberne har ingen interesse i konkurrence fra private entusiaster. De støttes af lovgiverne, der reelt forhindrer en bred, folkelig udbygning med solcelleanlæg.
Det er ikke fair.
Der er to hovedproblemer: Det ene er at finde en stabil ordning i et marked, som er under konstant forandring – det andet er at minimere det enorme bureaukrati, der skabes.
Problematikken omkring tabet af afgifter til staten må opfattes som en reel trussel mod velfærd. Vedvarende energianlæg bør aldrig blive et spekulationsobjekt, og lovgivningen skal undgå, at der blot skabes en profitabel forrentning for en smart investor med ondt i skatten. På den anden side må lovgivningen ikke forhindre initiativer fra ansvarsbevidste borgere og progressive kommuner.
Samtidig må lovgivningen ikke udvikle sig til et administrativt kaos.
Målet er at skabe debat om mulighederne for en administrativt forenklet model, som samtidig sikrer, at staten ikke fraskriver sig indtægter fra el-afgiftsprovenuet.
10 ønsker til en progressiv udvikling af solcelleteknologi
- Der bør ske en betydelig ekspansion af udbygning med solceller.
Det er absurd, at lovgiverne på energiområdet i Danmark modarbejder en udbygning af solcelleteknologi og i praksis har forhindret en udnyttelse af denne VE-kilde. - Statens afgiftsgrundlag må ikke komme under urimeligt pres pga. en stigende forsyning med solcellestrøm.
Der bør ikke være interessemodsætninger mellem stat og de private forbrugere, som vil producere bæredygtig energi med solceller. - Besværliggørelse og administrative forhindringer for kommunalt drevne solceller skal minimeres.
Kommuner kan være lokale lokomotiver for bæredygtig udvikling og bør kunne lancere VE-løsninger uden unødvendige forhindringer. - Der bør arbejdes frem mod en socialt afbalanceret ordning.
Det er uheldigt, hvis det fortrinsvis bliver de mest velbjergede, der kan finansiere solcelleløsninger – og tørrer regningen for statens tab af afgift af på andre skatteydere. - En udvikling mod individuelle batteri-løsninger skal undgås.
Individuelle private batteriløsninger vil fordyre installationerne, betyde tab af effekt og vil samfundsøkonomisk være en dyr løsning. Det er mest fordelagtigt at bruge bidraget af strøm fra solceller i dagtimerne – og lade vindmøller om at stege frikadellerne. - El-installatørbranchen skal opkvalificeres på solcelleteknologi, og der skal oprettes flere praktikmuligheder.
Det er dybt beklageligt at danske elektrikere fagligt set sakker bagud – og de unge mangler praktik- og uddannelsesmuligheder. - Der skal ske en tilskyndelse til produktudvikling
Uden et attraktivt hjemmemarked er det meget vanskeligt at markedsføre nye, innovative byggekomponenter. - Ophævelse af skellet mellem solceller som “tilbygning på ejendommen” og solceller som “del af konstruktionen”.
Denne klausul har hæmmet produktudviklingen, fordi smarte løsninger blev urentable. - Installationer, der indgår i bygninger, bør tilgodeses frem for markanlæg i stor skala.
I en verden, der sulter, er det problematisk at anvende landbrugsjord til solcellepaneler – og bygningerne står der jo alligevel. Ved opgørelse af el-produktionspris bør derfor også indregnes mistet produktionsindtægt fra det jordbrug, som ikke udnyttes. - Øgede ressourcer til forskning og produktudvikling.
Et marked, der er i voldsom vækst, og en dansk forskning, der er langt fremme, bør støttes med udviklingsmidler.
Nyt princip for solcellelovgivning.
Udarbejdet af en arbejdsgruppe i 350 klimabevægelsen.dk
Baggrund
Udover nybyggeri udskiftes hvert år 8,5 mio. m2 tag i Danmark. Mange af disse parcelhuse, etageejendomme og industrivirksomheder er særdeles velegnede til solcellepaneler. Herudover renoveres 1,5 mio. m2 lodrette facadebeklædninger, som også kan komme i betragtning. Der er en indlysende samfundsgevinst i at indtænke og opsætte solceller.
I dag er produktionsprisen for solcelle-el ca. 38 øre/kWh – afhængig af taghældning. Normalt producerer et anlæg strøm i 30-40 år. Anskaffelsespris er ca. 8.000 kr. for solcellepanel med kapacitet 1 kWh. Det tager ca. én uge at opsætte 100 paneler på fladt tag (tilladelser mv. tager 10-12 uger). Priserne forventes at falde yderligere.
I en cirkulær økonomiforståelse vil en række udgifter til opsætning af solcellepaneler forblive indenfor lokalsamfundet – modsat betaling for ”billig” fossil el-børsstrøm, som forsvinder ud af landet til multinationale energiselskaber.
Der er to hovedproblemer i forbindelse med etablering af solceller: Det ene er at finde en gangbar og stabil ordning i et marked, som er under konstant forandring – det andet er at minimere det bureaukrati, som et ”rimelighedsprincip” vil skabe.
Lovgiverne må have sikkerhed for, at lovgrundlaget ikke blot fremmer tilskyndelsen til spekulation i at undgå at betale afgifter for den enkelte, men er i stand til at fastholde et vist afgiftsprovenu og samtidig skabe stabile rammebetingelser for en fortsat udbygning med vedvarende energi.
De to hurdler er umiddelbart forståelige, og befolkningen vil uden tvivl acceptere, at der tages højde for urimelige spekulationsgevinster. Ejerskab af solceller må føre til visse begunstigelser, men bør ikke føre til en ukontrollabel afgiftsfritagelse for den enkelte, som andre må betale. En lovgivning bør bygge på en retfærdig praksis.
Der er brug for et princip, hvorefter staten naturligt kommer til at spille en mere aktiv rolle og dermed har en umiddelbar interesse i at støtte og udvikle solcelleteknologi.
Et columbusæg ville være en ordning, hvor staten bliver medejer af kommunale anlæg.
Stat og kommune bør opfattes som sammenhængende enhed: “det offentlige”.
FORSLAG 1: Staten bekoster uden videre 50 % af alle anlæg, der opføres på kommunale bygninger. El-produktionen indenfor kommunen opgøres som en samlet pulje og afregnes til samme pris, som kommunen betaler for strøm til institutioner.
Da staten som medejer også har krav på en andel af produktionen, sendes strømmen i ferier og på skolefridage ud i det offentlige net uden vederlag til kommunen – dette udgør i praksis statens andel.
Den forudsigelige produktionsmængde kan udregnes løbende som et kvalificeret skøn, som forsyningsselskaberne kan indregne i deres produktionstilrettelægning.
Ordningen medfører, at alle formalia lægges ud i kommunen. En overordnet målsætning vil meget naturligt blive, at kommunerne stiler mod en høj grad af selvforsyning.
Private husejere og boligselskaber:
En tilsvarende – og frivillig – papirløs ordning for det private marked kan gennemføres ved ligeledes at gøre staten til medejer. I loven indbygges meget enkelt en mulighed for at husejeren/boligselskabet kan gå i kompagniskab med staten.
FORSLAG 2: Staten betaler 50 % af anlægsprisen på husejerens/boligselskabets bygninger. Al strøm sendes direkte ud i nettet. Anlægget dimensioneres til på årsbasis at dække beboernes forbrug. Husejeren får til gengæld et generelt nedslag i el-afregningspris og betaler kun 67 % af prisen på netstrøm (altså betales OGSÅ for den strøm vedkommende selv producerer). Hvis der produceres mere, end der forbruges, udformes INGEN mellemregning og overskudsstrømmen foræres i princippet til nettet (hvilket motiverer til omlægningen til mere el i energiforbruget).
Hvis borgeren ønsker et mindre el-supplement – eller hvis det af geografiske årsager kun er muligt at producere en mindre del af årsforbruget, må man derinere andre procentsatser (f.eks. reduktionsstørrelser på 75 %, 80 % eller 90 % prisreduktion).
Hvis man ikke ønsker at involvere staten, følger man en variant af tidligere praksis.
Erhvervsanlæg
I tilfælde af erhvervsmæssig el-produktion til nettet, bør der skelnes mellem udnyttelse af eksisterende bygningsarealer og jordbaserede anlæg som f.eks. Lerchenborg Solcellepark. I en verden med mangel på fødevarer er det rimeligt, at førstnævnte begunstiges. Afregningsprisen fastsættes af energistyrelsen eller anden statslig myndighed, hvor sigtelinjen udover mark-/tagproblematikken er den generelle spotmarkedspris for el.
Virksomheder
Med hensyn til solceller på virksomheder og regionale institutioner er der næppe grund til at ændre betingelserne. Der arbejdes jo typisk indenfor de timer, hvor der er sollys. En cost-benefit-analyse vil sandsynligvis pege på fordele ved solenergi. Anlæggets størrelse kan inddrage nye aspekter, som virksomheder normalt ikke forholder sig til – f.eks. om en projekteret overproduktion kan bruges til at oplade medarbejdernes el-biler osv.
Virksomhederne vil altså spare 1:1 af den strøm, der indgår i produktion og administration. En afregning for strøm produceret i ferier og i weekender følger markedsprisen.
Byggeri – generelt
I lovgivningen skelnes mellem solcellepaneler, som tilbygges på eksisterende bygningsflader, og konstruktioner, der indgår som bærende dele af selve bygningen. Det vil være gavnligt, at lovgiverne afskaffede disse restriktioner for solcelleanlæg. Det er i alles interesse, at der skabes et hjemmemarked for nye, innovative løsninger, og såvel producenter som arkitekter bør motiveres til at udvikle nye, kreative produkter. Dette vil uden tvivl føre til et boom i udvikling af bygningsmaterialer og skabe gunstige eksportmuligheder. (I dag importeres en hel del byggemateriale, der er udviklet til at producere energi).
Regneeksempler i runde tal med 2017-priser
En familie på 4 personer, som bor i et gennemsnits-parcelhus, bruger knap 5.000 kWh/år til en pris af godt 2 kr./kWh – altså er den årlige elregning på 10.000 kr.
Heraf er omk. 6.000 kr. afgifter og moms til staten.
Eksempel 1 (vilkårene i dag):
Et familie-anlæg koster omkring 80.000 kr. Familien har fået regeringens pt bedste afregningspris på 0,60 kr. pr. kWh og producerer 5.000 kWh til nettet = 3.000 kr., mens familien selv bruger 1.500 kWh i dagtimerne og derved sparer 1.500 x 2 kr. = 3.000 kr. – altså i alt 6.000 kr./år. (For overskuelighedens skyld er ikke medtaget den helt specifikke beregningsmetode – den kan kun vanskeligt opstilles som generel målestok).
Anlæggets tilbagebetalingstid bliver med renter 17-18 år. Herefter får familien indtægt på 6000 kr./år i resten af anlæggets levetid (omkring 17 år,) ca. 100.000 kr. – men staten beholder en stor del af sine afgifter.
Finansministeriet har en her-og-nu interesse i at presse afregningsprisen ned for at forhindre en udvikling, der truer statens afgiftsprovenu. Hvis solceller blev populære, ville de også tilføre nettet en dyrere strøm end den nuværende markedspris for el-indkøb, og staten måtte samtidig give afkald på en del afgifter.
Eksempel 2 (batteriløsning):
Hvis familien vælger batteriløsningen, skal anlægget være op mod dobbelt så stort pga. effekttab i batteriet. Derudover kommer ekstra udgift til indkøb af batteri. Prisen bliver da på 150.000 kr. Til gengæld sparer familien alle udgifter til el, dvs. 10.000 kr./år. Tilbagebetalingstiden bliver lidt længere – 20 år.
Når anlægget er betalt, vil familien “tjene” 10.000 kr./år de næste 15 år – men staten vil fra dag ét miste alle el-afgifter i 30-35 år. (6.000 kr./år = 200.000 kr.).
NB. Grundstoffet litium, som anvendes i batterier, forventes at blive en mangelvare.
Eksempel 3 (350 klimabevægelsen dk’s forslag):
Staten betaler halvdelen og anlægget koster nu kun 40.000 kr. Al strøm sendes ud i nettet, hvor det som minimum skal svare til familiens forbrug. Gevinsten for familien er en net-afregningspris på 67 %, og familien sparer herved 3.500 kr./år – men afventer nu kun 15-16 år med renter på 2-4 %, før anlægget er betalt. Herefter har de godt 20 år med net-strøm til 2/3 pris = 67.000 kr.
Men staten får stadig en stor del af el-afgiften i hele perioden.
Konklusion:
Det er indlysende, at batteriløsningen er den mest ugunstige for staten – det er også indlysende, at købmandsregnskabet i eksempel 1 er noget rod. En lille nedjustering af afregningsprisen vil ændre hele beregningsgrundlaget – og jo mere staten kæmper for at beholde et nødvendigt afgiftsprovenu, jo mere attraktiv bliver batteriløsningen.
Hele markedet for private og udlejningsejendomme tilskyndes i dag til at orientere sig mod batterimodellen. Hvis 100.000 familier benytter denne ordning, mister staten 20 mia. indenfor 30-35 år – eller 0,6 mia./år.
Batteriløsningen svarer til, at det for den enkelte godt kan betale sig at køre 100 km for at hente ti kasser øl syd for grænsen – mens det for staten er en bet.
Det bliver forventeligt den økonomisk svageste gruppe, som kommer til at betale den energi, der mistes i batterierne. En ufrivillig konsekvens af batterimodellen bliver uvægerligt, at et pænt antal (velhavere) får mulighed for at slippe for at betale afgifter.
Men bemærk: Overskuddene kommer husejeren til gode, UDEN de har haft penge op ad lommen.
Interessegrupper indenfor
Solcelleteknologi
Den engagerede forbruger
Solceller er hr og fru Danmarks mulighed for aktivt at melde sig ind i kampen for at begrænse udledningen af CO2. Samtidig er der meget, der tyder på, at når først familien er startet ét sted, vil det skærpe opmærksomheden overfor andre tiltag. Det er også typisk, at et initiativ ofte fører til efterfølgelse for andre familier i boligmiljøet.
I solcellernes opstartsfase har den gode vilje været ledsaget af en betydelig økonomisk gevinst. Men efterhånden som en eksplosiv udvikling og billiggørelse af solceller fandt sted, er denne fortjeneste gentagne gange kommet hinsides det rimelige. En farverig pallette af lovgivningsinitiativer har kontinuerligt søgt at ajourføre lovene med udviklingen. Derfor er den lovgivning, som den engagerede forbruger i dag står over for, uigennemskuelig og bureaukratisk. Et indbygget lotteri om fordeling af fordelagtige kvoter bevirker, at mange vil føle sig snydt, hvis deres investeringer ikke opnår de mest eftertragtelsesværdige betingelser.
Som middel til borgerinddragelse og global ansvarlighed er den gældende lovgivning tæt på en katastrofe.
Kommuner
Hos hovedparten af danske kommuner ligger bagerst i skrivebordsskuffen en mere eller mindre gennemarbejdet vision for, hvordan kommunens bygninger kan forsynes med solcellepaneler. I forvaltningerne skorter det bestemt ikke på lyst og vilje til at være med i bestræbelserne for at finde veje til et bæredygtigt samfund. En kommune har midler til at løbe en udvikling i gang, og et ambitiøst program vil virke som lokomotiv for borgere og virksomheder.
Den måske væsentligste funktion er nok, at solceller opsat på skoler og daginstitutioner vil have en positiv pædagogisk indvirkning på børn og unge. Her ser de, at de voksne øger bestræbelserne for at imødegå de katastrofer, de uundgåeligt vil opsnappe fra medierne – og i øvrigt lærer om i skolen.
Der giver ingen mening, at det offentlige udskriver regninger til sig selv i et næsten uigennemskueligt system. Forvaltningerne hader det og glemmer deres solcelleprojekter for ikke at påføre sig selv ekstra arbejde. Alle forudsætninger kan tilmed ændres med hastelove fra det ene øjeblik til det andet, hvis udviklingen løber fra gældende regler.
En fornuftig udvikling skal ikke være afhængig af, om der findes lokale ildsjæle, der påtager sig ekstra arbejde for at udforme rammerne for projekter, der i virkeligheden ikke er særlig store på de kommunale anlægsbudgetter.
At operere med en lovgivning, som i praksis forhindrer opsætning af solceller på kommunale bygninger, skaber en helt urimelig apati og fratager kommunerne en vigtig rolle som lokal pioner og forbillede.
Virksomheder
Der er utrolig mange virksomheder i Danmark, som med stor effektivitet kunne installere solceller på deres tage og facader. Men der findes ofte intet incitament til at gå i gang, fordi udbyttet vurderes til at være for ringe i forhold til det administrative besvær. Når lovgivningen i øvrigt heller ikke tilskynder de ansatte til at udvise særlig fokus på mulige klimamæssige gevinster, mangler der nogen og noget til at føre bolden frem.
Tilskyndelse til en overordnet og aktiv klimaprofil for en virksomhed vil have en afsmittende virkning på medarbejderne og være befordrende for oplevelsen af at arbejde frem mod et bæredygtigt samfund.
I dagligvarebutikker er det indlysende, at en opstilling af solcellepaneler kan forsyne f.eks. lys, ventilation og kølediske. En større opmærksomhed på den samfundsgavnlige effekt af solceller opsat på butikkens facade eller tag ville skabe en latent PR-værdi for butikken.
Lovgivningen accepterer, at titusindvis af velegnede solcelleplaceringer bliver overset – og en unødvendig udledning af tonsvis af CO2 fortsætter uanfægtet.
Forskning i solcelleteknologi
Selvom udviklingen indenfor solcelleudbygningen er gået i stå, har danske forskningsinitiativer været med helt fremme med udvikling af nye produkter. Men hvis en forskning virkelig skal trives, må der skabes en symbiose mellem produktionsvirksomheder og forskningsinstitutioner. Dette kan vise sig vanskeligt, når det indenlandske marked er forsvundet. I stedet for en pulserende og innovativ udvikling er den avancerede idé afhængig af offentlige forskningsmidler. Derfor er der stor risiko for, at den banebrydende udvikling og de forskningsmæssige gennembrud meget hurtigt flytter til udlandet for at videreudvikle produktet i kommercielt regi på udenlandske virksomheder.
Med et fraværende marked for solcelleteknologi vil Danmark uundgåeligt gå glip at et væsentligt udviklingspotentiale med udsigt til mange nye arbejdspladser.
Forskning i klimaudvikling
De forskere, der er beskæftiget med den klimatiske udvikling, har i en længere årrække kunnet præsentere ildevarslende fremskrivninger. De er derfor fuldstændig uforstående overfor den træghed, som det officielle Danmark udviser overfor udfordringerne. Her tænker politikerne indenfor en kortsigtet et-årig finanslov. Det forekommer indlysende, at de ansvarlige lovgivere må skabe rammer for at udnytte alle til rådighed værende muligheder for at nedsætte udledningen af klimagasser.
En lovgivning, der forsinker udbygning af en vedvarende energiforsyning, er fuldstændig ubegribelig set ud fra et klimaperspektiv
El-installatører
En uheldig sideeffekt ved stilstanden i udbygningen af solceller er, at danske el-installatører mister en faglig kompetence. Når markedet er så begrænset, vil arbejdsgiveren være utilbøjelig til at sende deres svende på dyre efteruddannelseskurser. Der er for store udgifter forbundet med at holde medarbejderne ajour med udviklingen af et område, som er urentabelt at servicere.
Det samme gælder på erhvervsskoler, hvor man vil være tilbøjelig til at nedprioritere undervisningen i solcelleteknologi – og hvor man i særdeleshed mangler praktikpladser.
Hvis danske fagområder ikke er i stand til at konkurrere på markedsvilkår, vil danske elektrikere halte bagefter i knowhow, og udenlandske specialister vil blive foretrukket til de mest avancerede opgaver.
Forhandlere
Naturligvis er det ikke regeringens opgave at hjælpe byggemarkeder og solcelleforhandlere med at markedsføre og sælge et bestemt produkt. Men som løftestang for den bæredygtige udvikling er det beklageligt, at der ikke findes et større marked for solcelleprodukter. Man skal ikke overse, at virksomhederne bruger PR-midler på de produkter, som der er størst kommerciel interesse for. En offensiv markedsføring af vedvarende energianlæg vil samtidig betyde, at viden og indsigt om klimaproblematikken bringes ind i det offentlige rum. Avertering for solcelleteknologi vil sætte et positivt fokus på løsningsmuligheder af klimaproblematikken.
En lovgivning, der afskaffer et naturligt marked for solceller, støtter følelsen af magtesløshed.
Producenter
Danmark har ikke en egentlig produktion af solceller, men er langt fremme med hensyn til design og produktudvikling. Navnlig i forbindelse med at integrere solceller i byggeriet har der været fremvist interessante og æstetisk attraktive løsninger. Årligt bygges og renoveres millioner af m2 tag, som med lethed kunne forsynes med vedvarende energi – men med den store usikkerhed om gældende regler og afskrivningsvilkår mistes dette store potentiale. Det betyder en forsinkelse af udvikling af nye produkter, som kunne skabe jobs og udgøre en stor eksportmulighed.
En stor og fantasifuld produktudvikling neddrosles, fordi lovgivningen spænder ben for et marked, der burde vokse i takt med forståelsen af klimaudfordringernes omfang.
Arkitekter
I dag er et af de væsentligste nøglebegreber for moderne arkitekter: ”bæredygtighed”. Alligevel ser man kun sjældent solcelleteknologi indgå i nyopførte bygninger. Heller ikke i forbindelse med tagreparationer eller facadearbejde ses solceller som en del af arbejdet. Det er æstetikken, der lammer. Solceller pynter ikke, når projekter udvælges.
I virkelighedens verden er arkitekter ikke motiverede til at lade solceller indgå som en standard. Det kan kun beklages, da huse jo gerne skal bestå i 80-100 år og må formodes også at være der, når Danmark senest i år 2050 skal være fri for fossile brændsler. I stedet er der i lovgivningen skabt snubletråde i forbindelsen med bl.a. tagkonstruktioner, hvis solcellemoduler indgår som del af selve tagkonstruktionen.
En langsigtet strategi, hvor teknologien udvikles og kan indgå som del af byggeelementerne, vil få uvurderlig betydning i et kommende samfund baseret på vedvarende energi.
Medier
Inden for medieverdenen er det væsentligt, at en historie har en ”nyhedskrog”. Det vil sige en hændelse, der enten er pludseligt opstået, eller et grotesk misforhold, der afdækkes. Klimaforandringerne er ingen af delene. Selv om der produceres en lind strøm af ulykker som følge af klimaforandringer, er det sjældent den bagvedliggende årsag, der kommer i fokus – i stedet udnyttes den visuelle dramatik og situationen for de nødlidende ofre.
På mange medier leder de ansvarshavende redaktører efter historier, der stikker lidt dybere. Solcelleproblematikken er en del af den større udfordring at omstille samfundet til vedvarende energi. Når lovgivningen på området i praksis forhindrer en udbygning, afdramatiseres det perspektiv, der kunne udvikles til en bred folkelig debat om, hvordan vi imødegår de næsten uoverskuelige udfordringer.
En offensiv strategi for udbygning af solceller med opfordringer til folkelig inddragelse kan give mediemæssig bevågenhed og være med til at skabe en positiv energidagsorden.
Økonomer
På den korte bane skal statens husholdningsbudget hænge sammen. Perspektivet ligger som regel indenfor ét år. Dog har man vænnet sig til større afskrivningsperioder for visse områder: Militæret, offentlig transport, kraftværker …
Klimatiltag er et nyt emne. Indenfor branchen regnes med tilbagebetalingstider på 8-16 år – men der kan fremlægges en endog særdeles gunstig indtjening over 25-30 år.
Et fokus alene på det korte perspektiv vil mindske et langt større udbytte i en længere tidshorisont.
Kommentarer
Dansk Byggeri
Støtteordningen for solceller – populært kaldet 60/40-ordningen – blev hastebehandlet i Folketinget på blot én dag (21.dec. 2016, red) uden mulighed for input fra borgere eller interessenter på området.
Der er ingen tvivl om, at der skal justeres i støtten til vedvarende energiteknologier i takt med, at de bliver i stand til at konkurrere på markedsvilkår. Dette kan meget vel være tilfældet for de store barmarks-solcelleanlæg, men med indgrebet er alle anlæg skåret over en kam, hvilket er dybt beklagelig.
Michael H. Nielsen, direktør, Dansk Byggeri.
Tekniq – Installatørernes organisation
Der har været alt for mange hovsa-løsninger for solcelleanlæg siden 2012.
Vi anbefaler klar langsigtet lovgivning for VE-installationer.
Alt for mange virksomheder, kommuner og private tør ikke give sig i kast med at installere solceller, fordi de forventer, at der kommer ændringer i rammebetingelserne for solceller. Det er gift for en fornuftig udvikling af dansktilpassede løsning udført af danske virksomheder.
Fremtiden er ikke tilskud til solceller eller andre VE-teknologier, men en afgift på det som skal udfases: Fossile brændsler og dårlig virkningsgrad/udnyttelse af ressourcer.
Søren Rise, Chefkonsulent, Tekniq
Forbrugerrådet Tænk
Mange forbrugere vil gerne på en let måde kunne bidrage til en mere bæredygtig energiforsyning. Og vi vil som forbrugere have kontant udbytte af en øget konkurrence, den teknologiske udvikling og omstillingen til vedvarende energi. Det er vigtigt for forbrugerne, at vi får en billig og sikker forsyning af energi til lavest mulige pris.
Den statslige regulering må have dette dobbelte sigte: På den ene side at gøre det let for forbrugerne at gøre det bæredygtige energivalg til det lette valg og understøtte en teknologisk udvikling, hvor vedvarende energi fylder stadig mere. På den anden side generelt at sikre lave energipriser for forbrugerne.
Vi har derfor brug for et marked med forudsigelig og stærk regulering, som kan skabe de bedste rammer for investeringer i produktion af vedvarende energi.
Anja Philip, formand. Forbrugerrådet Tænk.
Dansk Energi
De tårnhøje elafgifter gør solceller og batterier endnu mere prismæssigt attraktive i Danmark. Derfor skal vi finde en langsigtet løsning i stedet for de mange små lapper, som også giver administrationsbøvl, og som på ingen måde tjener kunderne. Vi bliver nødt til at lade være med at betale for skoler, plejehjem og anden velfærd over elregningen.
Lars Aagaard, adm. direktør. Dansk Energi.
Energinet dk – anno 2008
Visionen for solcelleteknologi er, at Danmark – gennem internationalt samarbejde og ved at satse på udvalgte områder med særlige danske styrker og potentialer – udvikler og udbygger F&U og erhvervskompetencer på området, således at Danmark i takt med teknologiens udvikling til enhver tid kan drage fuld nytte heraf, såvel i det danske energisystem som ved eksport og bidrag til den internationale udvikling.
”Dansk strategi for forskning, udvikling, demonstration og udbredelse”. Energinet.dk 2008
Energiforum Danmark
Den grønne omstilling har en pris, og den pris skal selvfølgelig være så lav som mulig. Derfor skal vi ikke støtte solceller, så de bliver en guldrandet forretning for spekulanter. På den anden side kan vi heller ikke undgå, at investeringen koster, enten i form af provenutab eller udgifter på finanslov eller elregning. Som det fungerer nu, skubber vi ildsjæle og investorer i retning af løsninger udenom elnettet. Dette giver provenutab og vil samtidig modarbejde de intelligente energisystemer, vi har behov for, når vi skal håndtere de stigende mængder fluktuerende, vedvarende energi. Der er behov for en oprydning i regler og afgifter og skabe langsigtede, stabile rammer, som kan håndtere den rivende udvikling i teknologier og priser.
Dorte Nørregaard Larsen, sekretariatsleder, Energiforum Danmark
NOAH
NOAH Energi og Klima støtter, at kommuner kan installere og drive solcelleanlæg, så de kan dække deres eget elforbrug med nettomålerordningen uden at udskille anlægget i et selvstændigt selskab
Kommunernes Landsforening
Jeg er meget ærgerlig over reglerne, der reelt betyder, at det ikke giver mening for kommunerne at opstille solceller på deres bygninger, som ellers kunne producere miljøvenlig strøm til eget forbrug. Vi har igen og igen bedt om en forklaring på, hvorfor kommunernes vilkår for opsætning af solceller skal være ringere end regionernes og statens.
Jørn Pedersen (V), borgmester i Kolding og formand for KL’s teknik- og miljøudvalg
Det økologiske Råd
Rådet støtter en ekspanderende udbygning med solceller – men skal først afklare deres endelige holdning på møde i oktober.
Dansk Industri Energi
Fremtiden er grøn, og DI Energis ambitioner er, at vi får mest mulig vedvarende energi for pengene. Stabile rammevilkår er afgørende for at skabe investeringssikkerhed og dermed en ambitiøs og omkostningseffektiv udbygning med sol og vind. Derfor opfordrer vi politikerne til at lave en udbudsmodel, hvor der gives en fast afregningspris pr. kWh produceret, sådan som vi kender den fra de succesfulde danske havvindudbud.
Danmark er kendt som et mekka for grønne og energieffektive løsninger, og det skal vi udnytte også inden for sol. Danmarks erfaringer med solenergi kan inspirere udlandet, vi sælger allerede løsningerne internationalt, og hvem ved, måske bliver sol det næste eksporteventyr for danske virksomheder?
Troels Ranis, branchedirektør, DI Energi
Boligselskabernes Landsforening – Danmarks Almene Boliger
En lang række boligselskaber har gennem de seneste år vederlagsfrit overdraget det interne fordelingsnet til elselskaberne. Det kan i yderste konsekvens betyde, at der skal etableres langt flere afregningsmålere end hensigtsmæssigt. Det vil i ikke uvæsentlig grad begrænse mængden af den solcellestrøm, der kan nettoafregnes, og dermed vil det forringe økonomien i solcelleanlægget.
Bent Madsen, adm. direktør/Frans Clemmesen, cheføkonom
350 klimabevægelsen.dk
At ”konkurrencegøre” energileverancerne, som regeringen lægger op til, betyder alt andet lige, at staten fraskriver sig mulighederne for at styre udviklingen. Nogle mener, det er et helt rigtigt princip – men vi er bekymrede, fordi man sætte ønsket om størst mulig forrentning over forsyningssikkerheden.
Det mest rentable bliver at opsætte anlæg på landbrugsjord – men det mest fornuftige er at placere dem på bygninger. Uden en vis styring kan vi ende i en situation, som samfundet ikke er tjent med.
Bjørn Tving Stauning/Thomas Meinert Larsen
Danmarks Naturfredningsforening
DN har opdateret en ny version af foreningens energiforsyningspolitik, som ikke er offentlig tilgængelig endnu. Den vil blive udgivet inden årets udgang.
Klimarådet
I perioden 2020 og frem til 2050 er der behov for en udbygning af vedvarende el-produktion, der er væsentligt større, end den har været hidtil (…) Hvis mange af de nødvendige investeringer udskydes væsentligt, vil de senere skulle gennemføres i et forceret tempo. Dermed kan det danske samfund blive påført større omkostninger.
”Omstilling med Omtanke”, 2016 s. 17 & 32, redaktør Peter Birch Sørensen.
Den Skarpe
Det er ikke til debat, OM vi skal udfase fossile brændsler eller omstille samfundet til bæredygtighed – spørgsmålet er, HVORDAN det gøres, uden velfærden lider overlast.
Planlægning i dag må stille skarpt på langsigtede løsninger.
I fem år har udnyttelsen af en væsentlig energikilde stået i stampe.
Der er kun få medier, der går ind i en konkret debat om solcellelovgivning. Det kan synes som en lille knast, hvor en udredning meget hurtigt bliver en teknisk ørkenvandring uden perspektiv. Den gængse politiske debat beskriver et følelsesladet maskinrum, hvor det politiske spil kommenteres ud fra strategier om klog/uklog manøvre i strømmen af dag-til-dag-analyser. Heller ikke meningsdannere med klare hjerner i de såkaldte tænketanke har lyst til at byde ind med en detaljeret kritik af betingelserne for solcelleudbygning. Det er ulig nemmere at opfatte parlamentet som et psykologisk studieobjekt og kloge sig på magtens positioneringer – beskrevet som en catwalk af politiske tøjstativer.
Solcelleteknologien kunne blive et lokomotiv for den grønne omstilling – desværre har lovgiverne hidtil gjort alt for af få det til at stå stille.
